Mit liv begyndte en søndag eftermiddag omkring klokken 14.00 den 25. maj 1997 under et formel 1 løb, hvilket min mor bestemt ikke var tilfreds med, men ud det ville jeg – endda tre-fire uger for tidligt – og ud det kom jeg altså.
Jeg blev født i Kolding, hvor min mor og far boede sammen. Forinden havde de været kæreste i tre års tid, og jeg var et planlagt barn. Året efter blev de gift i 1998.
Godt og vel et år og elleve måneder efter min fødsel kom min ældste lillesøster Signe til verden den 25. april. Det var ikke længe vores lille familie boede sammen i Kolding, da min far fik job på Sjælland, hvorfor vi flyttede til Helsinge tæt på Hillerød i Nordsjælland.
Selvom jeg ikke har været ret gammel, så husker jeg tydeligt tiden i Helsinge. Jeg husker det sted vi boede, og at jeg gik i dagpleje sammen med Philip. Jeg husker legepladsen, en aften jeg kravlede op af trapperne til min mor og den dag vi flyttede væk fra Helsinge.
Tiden i Helsinge var svær for familien, så derfor var det heller ikke længe vi boede i byen. Min mor havde det skidt med at bo der og hun blev ramt af lammelse i ansigter, som heldigvis gik væk igen.
Helsinge var langt væk fra min mors familie i Vejle-området og fra min fars familie i Middelfart og omegn. Derfor boede vi ca. kun et halvt års tid i Helsinge, da min far havde takket ja til et jo-tilbud i netop Vejle, som var tættere på min mors og fars familie end tilværelsen i Helsinge langt fra alle vi kendte.
Min mor og far købte et hus i Bredballe, ca. fire-fem kilometer øst for Vejle beliggende ned til vandet langs nordssiden af Vejle Fjord.
De købte nærmere bestemt et fint murstenshus beliggende i et dejligt børnevenligt villakvarter lige midt i naturen omgivet af skov, eng, mose, heste og køer i de tidlige år.
Adressen var Boelskilde 49, og det skulle vise sig at være et rart sted at vokse op, hvor familien hurtigt faldt til i de skønne omgivelser.
Kort efter, at familien var flyttet til Bredballe stod det igen på familieforøgelse, da min anden lillesøster Bjørg så dagens lys på Vejle sygehus den 10. oktober 2021.
Jeg husker ikke meget fra da min ældste lillesøster Signe blev født, men jeg husker, at jeg besøgte Bjørg og min mor på hospitalet efter fødslen.
Efter flytningen til Vejle stod den på en ny tilværelse for mig i børnehaven Storkereden i Bredballe, som stadig ligger der i dag.
Jeg husker tydeligt tiden fra børnehaven, hvor jeg gik i gruppe fem. Der var ikke så mange drenge i den gruppe jeg gik i, så jeg var en del sammen med pigerne, men af til legede jeg også med andre drenge.
Ellers husker jeg tiden, hvor jeg også brugte en del tid for mig selv. Jeg var meget nysgerrig og opsøgende, så derfor endte det tit med, at jeg udforskede ting på egen hånd eller gik på opdagelse for mig selv i børnehaven.
Alt i alt var det en god tid i børnehaven, som blev efterfulgt af skolestart i Hældagerskolen i 0. klasse. Her kom jeg til at gå i klasse med flere af de piger fra gruppe 5 jeg havde gået i børnehave med.
Hældagerskolen: En genert dreng i en god klasse
I min nye tilværelse som folkeskoleelev kom jeg til at gå i en rigtig god klasse. Jeg gjorde mig hurtigt bemærket i de fleste fag og i idrætstimerne, men når det kom til det sociale, så havde jeg det svært.
Jeg blev på ingen måde drillet eller mobbet, men det var svært for mig at begå mig socialt, fordi jeg var så genert. Jeg anede ikke hvad jeg skulle tale med mine klassekammerater om i frikvartererne, og det gjorde, at jeg ofte følte mig udenfor.
De gode takter i folkeskolen i fagene i klasseværelset og i idrætstimerne forsatte i hele min skoletid – dog ikke i niendeklasse, som jeg kommer ind på senere.
Som barn husker jeg, at det eneste min far sagde til mig var “øvelse gør mig”. Jeg forstod ikke hvad det betød dengang jeg var lille, men da jeg blev teenager gik det op for mig hvad det betyder.
Min far opfordrede mig til at gøre det godt i skolen, og det er årsagen til, at jeg tror, at jeg var dygtig i de flest fag. Som barn udviklede jeg et ønske om at være den bedste til alt hvad jeg foretog mig.
Senere hen – i mine 20’er – har jeg så fundet ud af, at ønsket om at blive den bedste til alt hele tiden var en strategi fra min side af udviklet til at få den opmærksomhed jeg havde brug for som barn.
Kampen om opmærksomhed skærpes: Freja kommer til verden i 2004
Som storebror til to lillesøstre var der allerede nok kamp om opmærksomheden, men i januar 2004 kom min yngste lillesøster Freja til verden – gudskelov for det, men det skærpede kampen om opmærksomheden yderligere for mig.
Det har senere vist at være afgørende i min udvikling. Som storebror til tre lillesøstre betød det, at jeg som den ældste blev overladt mere og mere til mig selv i takt med at jeg blev ældre, da de små søstre var vigtigere at tage sig af.
For jeg var jo “den store” og kunne dermed klare mig bedre end mine yngre søstre, men når jeg tænker tilbage betød det også, at jeg ikke fik den opmærksomhed, som jeg havde brug for.
Jeg elsker mine tre søstre, men ubevidst gjorde det, at jeg havde tre mindre søstre at kæmpe om opmærksomheden fra mine forældre, at den eneste måde jeg kunne få opmærksomhed på fra min far og mor var, hvis jeg gjorde det virkelig godt eller hvis jeg ikke var til besvær.
Angsten udvikler sig: En sygelig stræben efter perfektion
Som børn har vi brug for opmærksomhed fra vores nære relationer. Vi har brug for at blive set og hørt som dem vi er. Det er vigtigt for vores udvikling og for vores selvværdsfølelse.
Med tre mindre søskende stod det hurtigt klart for mig (ubevidst), at jeg måtte gøre noget ekstraordinært for at få opmærksomhed fra mine forældre.
Samtidig havde jeg det svært socialt i folkeskoleen og i andre sammenhænge med jævnaldrende. I folkeskolen følte jeg mig ensom og ignoreret af de andre klassekammerater, fordi jeg ikke vidste hvad jeg skulle tale med dem om.
Jeg følte heller ikke, at jeg blev inkluderet i det sociale fælleskab med klassekammeraterne i frikvartererne, selvom jeg var den bedste til de fleste dag og dygtig til det meste sport.
Det var altid mig, der skulle opsøge de andre elever i klassen, men aldrig dem som kom til mig. Det gjorde mig ked af det, så jeg ikke følte, at de kunne lide mig.
Som om det ikke var svært nok at få opmærksomhed derhjemme, var det også en udfordring i folkeskolen det meste af min tid der.
Med kampen om opmærksomheden med mine søstre hjemme og følelsen af at være totalt ignoreret og ligegyldig af mine klassekammerater udviklede det sig tidligt i barndom til et brændende ønske om at dygtiggøre mig.
Jeg husker tydeligt som barn, at jeg tænkte “en dag så vil jeg være så god til et eller andet, så der aldrig er nogle som glemmer mig”.
Det var fedt at høre om Christoffer Columbus i historetimerne. Ham som opdagede Amerika for 500 år siden eller sådan noget.
Tænk, at man stadig den dag i dag talte om Columbus – 500 år efter at han levede. Jeg tænkte, at jeg vil være så god, at folk også taler om mig om 500 år. Jeg vil slå mit navn fast i historiebøgerne ligesom Columbus.
Den svære kamp om opmærksomhed i hjemme koblet sammen med at været ignoreret og ligegyldig i folkeskolen udviklede min trang til at dygtigegøre mig.
Det udviklede en stræben efter perfektion og en sygeligt angst for at fejle. Det var denne kombination som var med til at starte dødsangsten i mit liv, som har givet mig så store udfordringer, men som i dag har gjort mig stærk.